Der var pæne takter på de internationale aktiemarkeder tirsdag, og det danske marked var ingen undtagelse. Risikovilligheden var tilbage.
Det toneangivende danske aktieindeks - C20 - lukkede tirsdag med en stigning på 1,5 pct. i 458,25.
På selskabssiden fortsatte Novo Nordisk mandagens stigning oven på sidste uges godkendelse af Arena Pharmaceuticals' fedmemidlet Belviq. Tirsdag aktien toppede aktien i 875,50 kr. inden papiret satte sig. Ved lukketid kostede Novo Nordisk 870 kr. eller 1,3 pct. mere.
A.P. Møller - Mærsks datterselskab Maersk Line Ltd. er valgt som leverandør af serviceydelser inden for transport og distribution til det amerikanske militær i en kontrakt, der har en værdi af 2,1 mia. dollar - eller 12,4 mia. kr. Arbejdet ventes færdiggjort den 31. august næste år, meddeler det amerikanske forsvarsministerium.
Samtidig har det tyske finanshus Berenberg indledt dækning af A.P. Møller - Mærsk. Det er sket med anbefalingen "køb" samt et kursmål på 57.000 kr., hvilket - med tirsdagens udvikling in mente - indikerer et fortsat kurspotentiale på 43,6 pct. A.P. Møller - Mærsks B-aktie steg 3,8 pct. til 40.240 kr.
FLSmidth har gennemført købet af australske Ludowici. Aktien sluttede i toppen af C20 med en stigning på 3,8 pct. til 338,90 kr.
Vestas' tyske konkurrent Nordex har vundet en ny, norsk ordre på 57,5 MW. Vestas-aktien faldt 0,6 pct. til 29,62 kr.
Carlsbergs ølsalg på stadion under den netop overståede EM-slutrunde i fodbold i Polen og Ukraine var 40 pct. højere, end tilfældet var ved slutrunden i 2008. Investorerne kvitterede med en stigning i aktien på 1,3 pct. til 478,60 kr.
Det var de små bevægelsers dag på obligationsmarkederne tirsdag. I Danmark først steg og siden faldt den toneangivende rente en anelse, mens de spanske og italienske renter til gengæld fastholdt en vigende tendens dagen igennem i forventning om, at den europæiske centralbank, ECB, sænker sin styrende rente, refirenten, på torsdagens pengepolitiske møde
Renten på den toneangivende, danske statsobligation, 3-21'eren, sluttede uændret i 1,34 pct. efter mandagens fald på 9 basispoint. Udviklingen skal ses i lyset af et pænt løft i slutningen af sidste uge, efter EU-aftalen om mere direkte hjælp til nødlidende banker.
Blandt de 62 økonomer, som Bloomberg News har spurgt, venter de 46, at ECB vil sænke refirenten til 0,75 pct. fra 1,0 pct. på torsdag.
Torsdag kommer Irland desuden igen på obligationsmarkedet, når landet sælger for 500 mio. euro obligationer med en løbetid på tre måneder. Det er første gang, siden landet måtte bede om hjælp fra EU og IMF i september 2010, at irerne bortauktionerer statsgæld.
Investorernes øjne vil ligeledes rette sig mod ADP-jobrapporten fra USA, der også kommer torsdag.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk