Det danske aktiemarked lukkede onsdag lidt lavere med et fald i C20-indekset på 0,3 pct. til 500,84. Indekset holdt sig dermed over den psykologisk vigtige grænse på 500, som blev brudt i tirsdagens handel efter fem dages uafbrudt fremgang.
Af de 20 aktier i det danske eliteindeks lukkede de 11 lavere, mens otte gik ud af dagen i en højere kursniveau.
SAS var i fokus og steg 5 pct. til 7,4 kr., det højeste niveau i ni måneder, efter selskabets regnskab for de første 10 måneder af 2012, der som ventet viste en svag udvikling med et underskud på 985 mio. skr. mod et plus på 338 mio. skr. i de første 10 måneder af 2011.
Til gengæld ser SAS lysere på 2012/13, hvor selskabets ledelse ser mulighed for at skabe en positiv driftsmargin (EBIT) på mere end 3 pct. i det kommende regnskabsår og et "positivt" resultat før skat.
Blandt aktierne i C20 bundede Coloplast med et fald på 2,3 pct. - 32 kr. - til 1358 kr., men en del af det fald kan dog forklares med, at der onsdag fragik retten til et udbytte på 20 kr.
TDC faldt endvidere 1,1 pct. til kurs 40,36 efter en god udvikling i aktien, siden selskabets storaktionær fik placeret en stor post aktier i markedet for et par uger siden.
Mærsk-aktierne markerede sig derimod stærkt med en stigning i selskabets B-aktie på 1,1 pct. til 41.720 kr. Aktien nød godt af nyheden om, at den store CKYH-alliance, der konkurrerer med Maersk Line på ruterne mellem Asien og Europa, vil skære kapaciteten på ruten med 16,7 pct. Raterne mellem Asien og Europa er hårdt pressede grundet svag efterspørgsel og overkapacitet.
Mens de danske statsobligationer onsdag levede en relativ stille tilværelse, var der mere sving i de græske renter, efter at Grækenland meddelte, at det har modtaget nok tilbud til sit program for tilbagekøb af statsobligationer til at frigive nye internationale lån.
Grækenland vil tilbagekøbe statsobligationer for 31,9 mia. euro til en gennemsnitlig pris på 33,8 pct. af den nominelle værdi af obligationerne, oplyste det græske gældskontor. Som følge af beløbets størrelse regner Grækenland med at bruge 11,29 mia. euro på tilbagekøbet, hvilket er mere end de 10 mia. euro, man tidligere havde forestillet sig.
Renten på den 10-årige græske statsobligation var onsdag nede at runde et fald på 74 basispoint i 12,46 pct., før den siden steg igen til 13,17 pct. - det var 3 basispoint lavere end tirsdagens niveau. Herhjemme lå den 10-årige rente stabilt dagen igennem og sluttede i 1,03 pct., hvilket var 1 basispoint over niveauet fra tirsdag.
Flere markedsdeltagere forholdt sig onsdag afventende forud for rentemødet onsdag aften i den amerikanske centralbank.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk