Fredagens jobrapport fra USA var gjort af det stof, som løfter de globale aktiemarkeder. Men kun for en kort stund. Heller ikke på obligationsmarkedet gav rapporten anledning til andet end midlertidige skvulp.
Det danske C20-indeks sluttede fredagen ugen af med et plus på 0,3 pct. til 489,57 efter en formiddag mellem surt og stillestående. Indekset var oppe i 498,75, da begejstringen over de amerikanske tal var størst. Ni C20-aktier slutter ugens sidste handelsdag med en kursstigning.
I toppen lå høreapparatkoncernen William Demant med en stigning på 2,8 pct. til 494 kr. som en kvittering for, at den schweiziske storbank UBS har hævet anbefalingen af aktien til "køb" fra "neutral,", og sat høreapparatkoncernen på sin favoritliste over gode aktieinvesteringer, "most-preferred list". Kursmålet blev dog sænket til 540 kr. fra 570 kr.
Vestas indtog andenpladsen blandt vinderne. Selskabets finansdirektør, Dag Andresen, varsler i Dagbladet Børsen nedskrivninger af investeringer og en ny ledelsesstil. Samtidig kan der være udbytte på vej til aktionærerne. Vestas har sammenlagt investeret mindst 15 mia. kr. i globale fabrikker, som nu står halvtomme hen. Aktien steg 1,7 pct. til 30 kr.
Uden for eliteindekset steg SAS-aktien 14,3 pct. til 7,20 kr. Flyselskabet offentliggjorde fredag trafiktal, som begejstrede senioraktieanalytiker i Sydbank Jacob Pedersen med en trafikvækst, målt på antal fløjne passagerkilometer, på 6,3 pct.
- Det ser ud til, at kunderne ingenlunde har svigtet selskabet, selv om det har været tæt på afgrunden, konstaterer Jacob Pedersen i en kommentar til tallene, som efter hans mening viser, at SAS holder et "ganske flot væksttempo.
Ramt af modsatrettet inspiration lukkede det danske rentemarked tæt på uændret i 0,98 pct. for den toneangivende, 10-årige statsobligation. Dermed sluttede renten ugen næsten 8 basispoint under niveauet sidste fredag.
Fra USA kom jobrapporten for november med optimistiske beretninger om flere end ventet nye job uden for landbruget og lavere ledighed end estimeret. Men torsdagens signaler fra mødet i Den Europiske Centralbank lå også i erindringen, og herfra var tonerne dystre med en nedjustering af vækstskønnet for 2013 og mulighed for en rentenedsættelse i ECB. I tilgift barberede tyske Bundesbank fredag sit BNP-vækstskøn til 0,4 pct. næste år mod tidligere 1,6 pct. For 2012 er vækstskønnet sænket til 0,7 pct. fra 1 pct.
Beskæftigelsesrapporten fra USA viste en stigning i antallet af job uden for landbruget på 146.000 mod en ventet vækst på 85.000, ifølge Bloomberg. Selvom jobskabelsen for de foregående to måneder blev nedrevideret med 49.000, var det samlede indtryk positivt. Til gengæld faldt forbrugertillidsindikatoren fra University of Michigan uventet meget i november.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk