En positiv jobrapport fra USA gav en kortvarig optur på både aktie- og obligationsmarkedet fredag, men udviklingen gik hurtigt i sig selv igen.
Det kunne dog ikke holde en samlet stigning til det danske eliteindeks, C20, tilbage. Efter tre dage med fald fik det danske aktiemarked nemlig en god afslutning på ugen med en stigning i C20-indekset på 0,9 pct. til niveau 489,13. Indekset lå hele dagen i positivt terræn, og fik kortvarigt et ekstra løft efter offentliggørelsen af en generelt opløftende jobrapport fra USA.
- Den første halve time efter rapporten så vi yderligere stigninger, men efterfølgende faldt aktierne lidt tilbage igen, siger aktiehandler Martin Munk fra Jyske Bank til Ritzau Finans.
Vestas toppede i C20 med en stigning på 5,1 pct. til kurs 33,62 forud for næste uges regnskab (onsdag) fra vindmølleproducenten. Herefter fulgte Carlsberg med en stigning på 2,1 pct. til 518,5 kr., efter at opløftende meldinger fra Rusland var med til at skærpe appetitten på aktien.
- Der er nogle meldinger om, at man i Rusland har valgt alligevel ikke at forbyde PET-flasker (plastikflasker, red), som der ellers har været talt om. Det har været med til at trække aktien op, siger Martin Munk.
Novo Nordisk, som vægter over 40 pct. i C20-indekset, rettede sig samtidig 1,2 pct. til 920 kr. efter tre dages fald på samlet 2,4 pct.
A.P. Møller - Mærsk-aktierne viste ligeledes gode takter med stigninger til A og B-aktierne på henholdsvis 1,2 og 1,1 pct. til kurserne 39.080 og 41.200 kr.
Raterne fra Shanghai til nordeuropæiske havne steg i denne uge med 176 dollar eller 13,4 pct. til en spotpris på 1491 mio. dollar per tyvefodscontainer (teu).
Chr. Hansen endte derimod i bunden af C20 med et fald på 1,4 pct. til 180,1 kr., efter at analytikerne hos Société Générale sænkede anbefalingen af aktien.
På obligationsmarkedet var der ikke helt så meget jubelstemning. Løftet forårsaget af den uventede stærke jobrapport fra USA var ellers kortvarigt med til at løfte de danske renter, men reaktionen forblev dog kortvarig, og renterne faldt efterfølgende tilbage. Renten på den toneangivende, tiårige danske statsobligation, 3-21'eren, steg efter nøgletallet fra godt 1,21 pct. til 1,24 pct., men siden faldt den til 1,20 pct.
- Jobrapporten var blandet, og derfor skal markedsreaktionen også være relativt behersket, sagde chefanalytiker Johnny Bo Jakobsen fra Nordea til Ritzau Finans.
Den amerikanske jobrapport viste en stigning i beskæftigelsen uden for landbruget på 171.000 i oktober, hvor der ifølge Bloomberg News var ventet blot 125.000, men det kunne dog ikke forhindre arbejdsløsheden i at stige til 7,9 pct. fra 7,8 pct.
Fredag formiddag viste det endelige PMI-indeks for euroregionens fremstillingsindustri et fald til 45,4 i oktober fra 46,1. Økonomerne havde ifølge Bloomberg News ventet en indeksværdi på 45,3. Den foreløbige opgørelse for PMI, der afspejler indkøbschefernes vurdering af den nuværende situation og forventningerne til fremtiden, havde vist en indeksværdi på 45,3.
/ritzau/FINANS
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk