De danske aktier sluttede med et samlet plus mandag, efter at markedet holdt lukket torsdag og fredag, hvor der var samlede stigninger i de øvrige europæiske indeks samt i USA. C20 Cap-indekset sluttede uge 20's første handelsdag 0,45 pct. højere i 583,66.
Vestas har siden fået regnskabet onsdag fået en stribe anbefalings- og kursmålsændringer, og det efterlod et positivt indtryk blandt investorerne, der sendte aktien op med 10,8 pct. til 66,30 kr. mandag mod en lukkekurs på 31,86 kr. på den sidste handelsdag inden nytår.
Også GN Store Nord havde en god dag. Fortsat optimisme omkring de ambitiøse vækstmål ser ud til at påvirke positivt, og aktien steg 4,5 pct. til 115,50 kr.
- Det er særligt forventningerne til GN Netcom, der trækker aktierne opad efter fornuftige regnskaber fra både GN og Plantronics, lyder vurderingen fra afdelingschef i Sydbank Ole Kjær Jensen.
Tryg har fået hævet sit kursmål til 396,60 kr. fra 348,90 kr. af JPMorgan. Aktien steg med 0,8 pct. til 500,50 kr. og endte i lukkerekord.
På negativsiden var der fokus på A.P. Møller - Mærsk. For ottende uge i træk faldt raterne for fragt mellem Asien og Europa i sidste uge. Mærsk B-aktien sluttede 1,0 pct. lavere i 41.120 kr.
Bankerne havde generelt sløj dag over hele Europa. Danske Bank faldt med 1,1 pct. til 103,30 kr., mens Nordea satte sig 2,15 pct. til 68,20 kr.
Uden for det fine selskab stjal RTX opmærksomhed med regnskabet for andet kvartal, som også indeholdt en opjustering. Aktien steg 29,6 pct. til 17,10 kr.
Også Torm oplevede heftig fremgang. Efter regnskabet onsdag fortsatte opturen med et løft på 93,5 pct. til 2,38 kr.
De danske obligationsrenter havde pil opad mandagen igennem, efter at et rentehop i USA i Kr. Himmelfarts-ferien påvirkede positivt.
Øget fokus på aktier, der gav en pæn udvikling i Europa og USA i slutningen af sidste uge samt i Danmark mandag understøtte udviklingen. Renten på den toneangivende, danske statsobligation med udløb i 2023 lukkede i 1,46 pct. - 8 basispoint højere end onsdag.
Men tendensen vil næppe fortsætte, hvis ikke de økonomiske nøgletal samt økonomien i Europa og USA begynder at vise forbedring, vurderer Henrik Drusebjerg, seniorstrateg hos Nordea.
- På obligationsmarkedet er det svært at se en yderligere stigning i renterne på kort sigt, uden at vi modtager markant stærkere væksttal, mener han.
I løbet af eftermiddagen kom opgørelsen af det amerikanske detailsalg i april, der overraskede med en samlet stigning på 0,1 pct. mod en ventet tilbagegang på 0,3 pct. ifølge økonomer adspurgt af Bloomberg News.
Udviklingen var tilmed endnu bedre end som så, idet tallet for marts blev korrigeret ned til et fald på 0,5 pct. mod tidligere opgjort minus 0,4 pct. ved samme lejlighed.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk