Det danske aktiemarked kunne torsdag for fjerde børsdag i streg trække sig tilbage med plus på kontoen, da de cykliske aktier profiterede af gode nyheder fra den kinesiske industri. Vestas steg på fornyet håb om, at den danske vindmølleproducent og japanske Mitsubishi Heavy Industries kan finde sammen.
Stemningen blandt de store aktier var dog generelt positiv med stigninger til 18 af C20-indeksets aktier. Aktiviteten var dog begrænset, fordi markederne i USA holdt lukket i forbindelse med Thanksgiving.
Særligt cykliske aktier klarede sig godt i Europa, og herhjemme var der også flere cykliske aktier i toppen af C20. Herunder FLSmidth, der steg med 2,3 pct. til kurs 322,6, og NKT, der steg 3,6 pct. til kurs 185,1.
Vestas stjal atter rampelyset, efter at selskabet nok engang pustede til ilden i forhold til en mulig joint venture-aftale med Mitsubishi Heavy Industries. Vindmølleaktien toppede C20-indekset med en stigning på 6,0 pct. til kurs 25,88.
Coloplast klarede sig pænt til med en fremgang på 1,7 pct. til kurs 1333. Aktien var positivt påvirket af, at børshuset Barclays hævede sit kursmål for medicoselskabets aktie til 1464 kr. og gentog "overvægt".
Alm. Brand løftede som følge af en positiv udvikling inden for skadeforsikringsaktiviteterne forventningerne til hele 2012. Men efter pæne stigninger tidligere på ugen faldt aktien dog 2 pct. til kurs 14,5.
Solar fik en kursmæssig lussing oven på regnskabet for tredje kvartal, der indeholdt en nedjustering af forventningerne til hele 2012, hvor der nu ventes et driftsresultat før amortisering på 44 mio. euro. Solar faldt 11,2 pct. til kurs 289.
Det danske obligationsmarked holdt sig torsdag inden for et meget snævert spænd, selvom nye nøgletal viste tegn på, at aktiviteten endelig øges i den kinesiske fremstillingsindustri, og på at industrien i både Tyskland og Frankrig ikke går så hastigt tilbage, som frygtet i markedet. Aktierne steg i hele Europa, men lysten til for alvor at presse renterne op var ikke til stede på en dag, hvor børserne i USA holdt lukket i forbindelse med Thanksgiving.
Den tiårige, danske rente, målt på 3-21'eren, steg kun et enkelt basispoint til 1,14 pct. Imens fortsatte rentefaldene i Grækenland og i Spanien. Den tiårige, græske rente er - med et fald på yderligere 54 basispoint til 16,21 pct. - dermed kommet ned på det laveste niveau efter restruktureringen af landets gæld for ni måneder siden.
Spanien kunne torsdag melde fuldt udsolgt og lidt til på en auktion over nye statsobligationer. I alt blev der solgt tre-, fem-, og niårige obligationer for 3,88 mia. euro. Det planlagte udbudte beløb var 3,5 mia. euro, og for alle tre auktioner blev renten lavere end ved den seneste auktion.
Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk