Hvert år ligger mange millioner ton halm ubrugt hen på markerne i Europa, når høsten er i hus.
Men halmen kan omdannes til andengenerations bioethanol og erstatte 62 procent af de fossile brændstoffer i EU.
Det konkluderer den britiske tænketank Bloomberg New Energy Finance i en rapport lavet for den danske enzymgigant Novozymes ifølge Politiken.
"I en situation, hvor vi i stigende grad mangler arbejdspladser i Europa, er det da uhyre spændende, at man kan skabe en million nye job i EU på bare ti år ved at satse på at omdanne landbrugsaffald til flydende brændstof," siger Novozymes' administrerende direktør, Steen Riisgaard, til Politiken.
Han fremlægger analysen på en konference i Bruxelles i dag.
Til bearbejdningen af halmen til bioethanol skal der bruges arbejdere til at samle halmen og køre den ind til fabrikker, der skal vedligeholdes. Til sidst skal den færdige bioethanol distribueres.
"Og mange af disse job kan endda skabes i de fattige udkantsområder, som har særlig meget brug for arbejdspladser og vækst," siger Steen Riisgaard til Politiken.
Det er dog ikke al halmen på markerne, der kan bruges til bioethanol. For det er afgørende for markernes sundhed, at en del af den overskydende halm bliver liggende og omdannet til ny næringsrig landbrugsjord.
Det fortæller seniorforsker Uffe Jørgensen fra Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet på Aarhus Universitet.
I analysen forudsættes det også, at man kun udnytter 25 procent af halmen, så jorden ikke bliver udpint.
"Det virker som et fornuftigt niveau. Hvis man på den måde er opmærksom på at udnytte halmen på en bæredygtig måde og ikke udpine jorden, så er der et kæmpepotentiale," siger Uffe Jørgensen til Politiken.