Nintendo, den japanske koncern der i 1980'erne blev synonym med computerspil, kan stadig. En ny konsol og nyfortolkninger af klassiske spil som Mario Kart sælger solidt og sender milliarder af yen i kassen.
Det viser regnskabet for de første seks måneder af Nintendos regnskabsår, der sluttede med september.
- I de seks måneder for Nintendo Switch vandt Splatoon 2, der blev lanceret i juli, stor popularitet i Japan og udlandet, med 3,6 millioner solgte eksemplarer.
- Mario Kart 8 Deluxe og ARMS solgte også godt efter deres lanceringer i april og juni, skriver Nintendo.
Samlet blev der solgt 4,9 millioner Nintendo Switch-konsoller og 22 millioner spil i de ni måneder.
Nintendo Switch har for længst overgået Nintendos gamle, håndholdte konsol Nintendo 3DS. Der blev solgt for 245,8 milliarder yen Switch i de seks måneder mod 78 milliarder yen til 3DS'eren.
Kombineret med solid medvind på valutamarkedet, sendte det omsætningen op på 374 milliarder yen, 21 milliarder kroner, mere end en fordobling.
Det kunne mærkes på resultatet, der landede på 69,6 milliarder yen mod et minus på 30,9 milliarder yen i samme periode sidste år.
De gode resultater får Nintendo til at løfte sine forventninger til hele året.
- Vi planlægger at lancere Super Mario Odyssey i oktober og Xenoblade Chronicles 2 i december og andre store titler i de kommende måneder, skriver Nintendo.
/ritzau/