Der er kun lidt over en måned til, at Joachim og Marie siger ja til hinanden i Møgeltønder Kirke d. 24. maj.
Men Danmarks kommende prinsesse må selv ordne en del af bryllupsforberedelserne.
Prins Joachim rejser nemlig på næste fredag til Mozambique, hvor han som protektor for hjælpeorganisationen Care Danmark skal besøge en lang række projekter.
Prins Joachim vil være væk indtil d. 6. maj – altså hele 11 dage – hvor han blandt andet skal besøge HIV-hospitaler, gadebørnsprojekter samt forskellige landbrugsprojekter.
»Det er prinsen selv, der betaler for at komme med på turen,« oplyser Cares generalsekretær Niels Tofte.
For to år siden var prins Joachim i Cambodja og Vietnam, ligeledes med Care. Og det var under denne tur, at Marie stod frem i Billed Bladet og udtalte, at hun elskede Joachim. Dermed blev forholdet officielt, og Marie fik en passende mundkurv på.
Nu skal parret så giftes, og derfor vil Marie højst sandsynligvis befinde sig i Danmark for at tage sig af de mange bryllupsforberedelser.