Årets udgave af Danish Music Awards, DMA, kan blive det helt store triumftog for sangerinden Marie Key og duoen Quadron.
Kunstnerne er nemlig nomineringstopscorere med hver syv nomineringer, hvor af de i fire kategorier skal dyste mod hinanden.
Det gælder blandt andre i prisen om årets danske album og årets kvindelige kunstner, hvor Quadrons forsanger Coco Maja Hastrup Karshøj, bedre kendt som Coco O, tager kampen op mod den mere etablerede Marie Key.
Den mandlige rapper Shaka Loveless har også gode muligheder for at tage en DMA-pris med hjem, da han er nomineret i fem kategorier, ligesom sangeren Peter Sommer også kan gøre sig forhåbninger med sine fire nomineringer.
Sidste år blev Rasmus Seebach showets store vinder, da han kunne tage fire bronzestatuetter med hjem. Sprogekvilibristerne i Malk de Koijn kunne ved samme show glæde sig over tre vundne priser.
I de internationale kategorier, der tæller henholdsvis årets internationale album og årets internationale hit, er både den Roskilde-optrædende Rihanna og den elektroniske gruppe Daft Punk nomineret i begge kategorier.
I kampen om at blive årets internationale hit skal de blandt andet kæmpe mod sydkoreanske PSY, der er manden bag fænomenet "Gangnam Style".
Det er DMA-Akademiet, der i de fleste kategorier finder frem til de nominerede og senere frem til vinderne.
DMA-Akademiet består af fremtrædende personer fra den danske musikbranche og tæller både repræsentanter fra de danske musikselskaber, prominente musikere og sangskrivere, producere, managere og bookingagenter fra livebranchen.
Danish Music Awards 2013 bliver afholdt i Forum i København lørdag den 9. november. Showet bliver sendt direkte på TV2.
/ritzau/