Da Marie Cavallier for alvor kom ind i prins Joachims liv, fik hun ikke blot en prins, men også to små papbørn.
Og selvom Marie har fået et fantastisk forhold til prins Felix og prins Nikolai, håber hun også at være i stand til at få sine egne af slagsen.
Det fortæller den kommende prinsesse til ugebladet Se & Hør, der mødte det forlovede par på skiferie i Frankrig.
- Jeg elsker børn og ser selvfølgelig frem til den dag, det bliver min tur. Forhåbentlig er jeg sådan stillet, at det ligger til mig, og at der ikke opstår komplikationer, fortæller Marie til Se & Hør.
Og det er vist ikke kun Marie, der håber at blive mor. Også prins Joachim giver udtryk for, hvor god Marie er mod børn - og ikke mindst hvor glad det gør ham.
- Det er dejligt at se, at Marie har så godt tag på drengene. De fungerer fint sammen. Børnene er glade, når jeg er glad. Og når jeg er glad, er Marie også glad, så det går helt fint, fortæller Joachim.
24.maj siger parret ja til hinanden i Møgeltønder Kirke, men der er slet ingen tvivl om, at de allerede er blevet sammentømret som en rigtig familie - også selvom Marie ikke er flyttet ind på Schackenborg Slot endnu.
- Jeg har stadig adresse i Genéve, hvor jeg arbejder i mine forældres firma. Efter brylluppet flytter jeg til Danmark, fortæller Marie til ugebladet.