Sønnens psykiske sygdom kom til at koste Marianne Jørgensen fra Kalundborg jobbet hos kommunen i Slagelse, skriver Sjællandske.
Sønnen er så syg, at han ikke kan klare dagligdagen uden at få støtte i eget hjem hen over døgnet.
Men han kan kun få hjælp mellem 8 og 15 i hverdagene og opholder sig derfor en del hos sin mor.
Marianne Jørgensen søgte om pasningsorlov, men fik afslag og endte med at miste jobbet, fordi hun blev nødt til at tage sig af sønnen.
- Min søn kunne være forskånet for meget, hvis vi havde fået den rette hjælp fra Kalundborg Kommune, siger Marianne Jørgensen.
Formanden for socialudvalget i Kalundborg Kommune, Gitte Johansen (V), forklarer, at Kalundborg har en kvalitetstandard, der giver hjælp aften og nat, så hvis borgerne er visiteret til det, kan de få det.
- Vi kan som politikere ikke vurdere, hvem der har behov for det. Det har vi fagfolk til. Og hvis borgerne ikke er tilfreds med afgørelsen, må de gå videre til Ankestyrelsen.