Maria Louise Kristensen blev efterlyst vidt og bredt i går, efter hun havde været forsvundet i to døgn. Hendes forældre havde ikke set hende siden lørdag formiddag og formodede at hun besøgte en ven i Køge ved navn Mikkel.
I stedet var den unge pige, der lider af ADHD, på en adresse i Odense hos en voksen mand, der havde hentet hende i Odsherred, hvor hun bor.
Hun havde mødt manden i et chat-forum på internettet, skriver politiken.dk.
"Vi har ikke belæg for at sige, at hun har været udsat for noget som helst. Det er bekymrende, at hun er mødtes med en voksen mand, hun har chattet med, men det kan vi ikke gøre noget ved," siger kriminalassistent Carsten Andersen til netavisen.
Det var manden, som ringede til politiet og fortalte, at Maria Louise var hos ham, da det gik op for ham, at hun var efterlyst.
"Han er kørt til Sjælland og har hentet pigen, men hvis han har en fornemmelse af, at der ikke er noget galt, så er det ikke i strid med loven, siger Carsten Andersen.