En anglikansk kirke i New Zealand har fået andre kristne på nakken, efter de har opsat store plakater med Josef og Maria i ægtesengen.
I den uortodokse julekampagne ligger de to under dynerne, og en noget forlegen Josef ser mod himlen, hvor budskabet "Stakkels Josef. Det er svært at komme efter Gud," står skrevet.
Inden for få timer var skiltet allerede blevet malet over af en vred kristen, der ikke mente, at man kunne vise de religiøse personer på den måde. Det skriver The Guardian.
Kirken bag kampagnen afviser dog, at de går over stregen med plakaterne.
"Det vi prøver på, er at få folk til at tænke mere over, hvad julen egentlig handler om. Handler det om en spirituel, mandlig gud, som sender sæd ned, så et barn kan blive født, eller handler det om kærlighedens magt mellem os, som man ser det med Jesus," siger en af lederne af kirken, Glynn Cardy.
Kirken har fået en del vrede henvendelser, men mange har også været positive, fortæller han.
Det er dog ikke kun blandt lokale kristne, at kampagnen har mødt modstand. Også en talsmand for Vatikanet har udtalt, at det strider imod, hvad kristne tror på.