Cirka 18.000 danskere mister penge ved at gå fra arbejdsløshed til job.
35-årige Maria Bruun Fanø er en af dem. Hun har netop fået job, og mister 3.000 kroner i måneden på det, skriver MetroXpress.
Alligevel er hun ovenud lykkelig over at komme ud af ledighed. Man får nemlig meget andet ud af at gå på arbejde, end løn, forklarer hun.
"At jeg får noget at stå op til, kommer hjemmefra og modtager input fra verden betyder en helt ny livskvalitet for mig selv, men har også en stor værdi for min mand og min datter, for pludselig kan jeg bidrage med andet end, hvor mange timer jeg har sovet i løbet af dagen," siger den kontoruddannede Maria Bruun Fanø til MetroXpress.
Hun har gennem flere år været langtidssygemeldt med en kronisk sygdom, og kan derfor i første omgang kun arbejde tre timer om ugen.