Margrethe Vestagers twitterfeed er ikke så farverigt, som det har været. Da konkurrencekommissæren var minister i Danmark, kunne man finde billeder af København efter tidlige løbeture, hjemmebag og billeder fra de lukkede politiske forhandlinger.
Idag er Vestager blevet ansigtet på EU’s kamp mod techgiganterne, og hendes kommunikation er blevet traditionel: Twitter er byttet ud med pressemøder, lange taler og interviews med The Financial Times.
Men Vestagers nye stil fungerer, vurderer Politikens 36 personer store dommerpanel, som har afgjort, at kommissæren er årets meningsdanner 2018.
Den tidligere radikale leder vinder foran Inger Støjberg (V), komikeren Jonatan Spang, tv-vært Abdel Aziz Mahmoud og Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev.
- Hun har formået at forklare en dybt kompliceret og bureaukratisk sag, så borgere i hele Europa opfatter den som nær og letforståelig – nemlig spørgsmålet om retfærdighed for den enkelte. Hun har gjort det uden at fremstå partipolitisk eller som støvet EU-embedsmand og optræder i stedet i rollen som en slags europæisk Robin Hood, en antiautoritær advokat, der kan sejre over mægtige kræfter i den globale retssal. Det har sikret hende respekt, opbakning – og meget få kritiske spørgsmål, siger Heidi Robdrup, dommer i konkurrencen og til daglig redaktionschef på DR 2’s ’Deadline’, til Politiken lørdag.
Politiken