Sensommeren byder på musik og skønsang, når regentparret traditionen tro er værter ved en sommerkoncert i parken ved prins Henriks franske slot, Château de Cayx, i Cahors torsdag den 18. august.
Det skriver det danske kongehus på sin officielle hjemmeside.
Med til at spille for koncertgæsterne, dronning Margrethe og prins Henrik er det Slesvigske Musikkorps samt operasangerinden Susanne Elmark, skriver kongehuset endvidere.
Susanne Elmark, der synger sopran, har tidligere optrådt på det franske vinslot og skal denne sommer altså atter optræde for de eksklusivt indbudte gæster.
Normalt inviterer regentparret venner, bekendte og familie med til koncerten på Cayx, men hvem der er blandt den udvalgte skare denne sommer er ikke offentliggjort.
Tidligere år har der også været billetter til salg, hvor overskuddet er gået til velgørende formål.
Efter koncerten plejer regentparret traditionen tro at byde på lidt at spise samt et par glas af prinsens vin for de optrædende og alle gæsterne.
Sommeren er normalt en traditionsbunden tid for kongehuset. Den royale familie plejer at besøge prins Henriks slot samt at feriere på Gråsten Slot i Sønderjylland.
/ritzau/FOKUS