Af Mia L. Christensen | mich@avisen.dk
I Danmark er man folkepensionist, når man fylder 67. Bare ikke når man er dronning. For i dag runder dronning Margrethe den alder, hvor de fleste siger farvel til et langt arbejdsliv, men Margrethe løber ingen steder. Det mener historiker fra Københavns Universitet, Jes Fabricius Møller.
»I hendes nytårstale sagde hun med et glimt i øjet, at helbredet har det godt. Og det var en klar erklæring om, at hun ikke abdicerer,« siger Jes Fabricius Møller, der mener, at Kongehuset forbereder sig på en glidende overgang over de næste mange år.
Glidende overgang
»Frederik er ved at blive kørt ind. Men hans kandidatur i den olympiske komité er tænkt 10 år ud i fremtiden, og så længe han sidder der, kan han ikke være regent. Samtidig er både han og Joachim med jævne mellemrum rigsforstandere, når dronningen er ude af landet, så de tænker i en glidende overgang,« mener Jes Fabricius Møller.
Heller ikke historiker ved det Historiske Hus Jon Bloch Skipper mener, at dronningen siger farvel til titlen som regent, før hun er absolut tvunget til det.
»Hun har jo flere gange sagt, at hun bliver ved, til hun falder af pinden. Og medmindre hun bliver mentalt inhabil, bider hun sig fast i bordkanten,« siger Jon Bloch Skipper, der mener, at det skyldes hendes opdragelse.
»Hun er opdraget med, at det er pligten frem for alt. Det er ikke et job, det er hendes liv. Hun har jo også lavet en social kontrakt med befolkningen. Vi accepterer, at de har prestige, magt og rigdom, fordi de selv skal ofre noget på det personlige plan. Bare se på kronprins Frederiks tidligere personlige krise. Her gav han udtryk for, hvor hårdt det var, »men o.k., jeg skal nok gøre det«. Og så accepterer vi, at han er kronprins og drøner rundt i hurtige biler,« konstaterer Jon Bloch Skipper.