Gråvejrsdage er altid kedelige, men vejret er langt fra årsagen til de bøjede hoveder på LM Glasfiber i Sydøstjylland.
Fabrikken har nemlig besluttet at rykke produktionen til Kina. Det lukker to fabrikker i Hammelev og Lunderskov, og koster 700 medarbejdere jobbet.
"Det er et mareridt. Det er godt nok et mareridt. Der er så mange triste mennesker, som går rundt. Det kan jo ikke undgå at påvirke," siger fællestillidsmand Lauge Nielsen til Newspaq.
LM Glasfiber er tidligere blevet ramt af fyring, men det har været langt mindre voldsomt.
"Her mister alle jo jobbet. Så vi kommer ikke til at skulle skele til folks sygedage eller lignende. Det her rammer altså alle hårdt, vi har flere ægtepar, hvor begge altså mister jobbet. Folk står med nyindkøbte huse, som de lige pludselig ikke ved, hvad der skal ske med," lyder det videre fra Lauge Nielsen.
Fra i morgen starter planlægningen af fremtiden for de mange medarbejdere i forhandlingsudvalget.
"Vi må jo se, om vi kan finde kurser og efteruddannelse til de fyrede," forklarer tillidsmanden.