Scarlett blev kun 15 måneder gammel. Hun befandt sig i sine bedsteforældres baghave i solen i staten Rhode Island i USA i weekenden, da deres store – og ellers fredelige – pit bull pludselig gik amok og overfaldt den lille pige.
Den skambed hende flere steder på kroppen, og selv om både bedsteforældrene og en nabo hurtigt kom til hjælp, havde de alle svært ved at få hunden væk i dens blodrus. Da politiet ankom skød de hunden flere gange og fik den lille pige og de voksne kørt til Hasbro Children's Hospital med bidsår. Her døde Scarlett af sine kvæstelser kort efter.
Det skriver flere amerikanske medier og refererer bl.a. til velgørenheds-siden GoFundMe , hvor et familiemedlem til de knuste forældre Manny og Brianne Perira udtaler:
"Det er med tungt hjerte og tårer i mine øjne, at jeg deler dette kæmpe tab af den dejligste og elskeligste lille pige.... Hun var kun 15 måneder gammel og havde lige lært at gå"
Og hun opfordrer videre brugerne til at give generøst, så hendes lille afdøde familiemedlem kan få sig en fin begravelse.
Politiet undersøger stadig sagen og udtaler, at der aldrig har været nogle anmeldelser over hunden før, som betegnes som yderst fredelig og godmodig. Indtil forleden...