Den tidligere topangriber Marco van Basten valgte i dag at forlade trænerposten i Ajax Amsterdam efter en skuffende sæson.
44-årige van Basten begrunder ifølge Ajax' hjemmeside sin beslutning med, at han ikke har opfyldt sine mål, og at han heller ikke ville være i stand til at gøre det i næste sæson.
Marco van Basten tiltrådte i Ajax sidste sommer efter fire år som træner for det hollandske landshold.
Inden sæsonens sidste kamp er Ajax på en tredjeplads uden chance for at komme op på den andenplads, der giver adgang til Champions League-kvalifikationen.
Sæsonen har været endnu dårligere for en anden notorisk storklub i Holland, PSV. Holdet fra Eindhoven er på fjerdepladsen.
AZ Alkmaar med Simon Poulsen på lønningslisten har sikret sig mesterskabet, mens Twente med Kenneth Perez er sikker på andenpladsen.