Det er syv år og godt ti kilo siden, at jeg for første og hidtil sidste gang løb en maraton. Det tog fire timer og fem minutter at nå igennem, og derefter cirka ti sekunder før jeg blev smidt på en båre og, under protest, båret ind i samaritterteltet, hvor jeg fik sukker og vand.
Sjældent har jeg haft så stive ben i mit liv, så da jeg kom hjem styrede jeg direkte ind til min daværende underbo, der er massør. Jeg fik massage i tre kvarter suppleret med bemærkninger om, at det var vanvittigt, og at jeg ikke var rigtig klog.
Det var afgjort ikke nogen behagelig oplevelse, måske fordi min længste træningstur op til løbet havde været på 13 kilometer.
Nu venter Copenhagen Maraton om femten uger, og den målrettede træning er endnu ikke i gang. For at undgå en gentagelse af sidste maratons smertehelvede har jeg allieret mig med en sand ekspert, der kan rådgive mig om træningen.
Brian Dåsbjerg er løbetræner i løbeklubben Sparta og europamester i militær femkamp og har det tiltalende motto: Maraton skal være en god oplevelse.
Jeg har fundet et træningsprogram inde på Marathonsport.dk for begyndere. Det kræver, at jeg træner tre gange om ugen. Mere kan jeg ikke overkomme, og jeg kan faktisk nøjes med at træne to gange om ugen, forklarer Brian Dåsbjerg.
»Hvis man skal gøre det på to gange om ugen. Så er man nød til at løbe en smule længere i hvert fald på en af turene.« siger han og foreslår, at den anden ugentlige tur bliver på tyve minutters opvarmning og så cirka en halv times intervalløb, hvor man sætter tempoet op i fem til ti minutter.
Det vigtigste udstyr er løbesko, og her er det ligegyldigt, om de er dyre eller billige, bare man føler sig godt tilpas i dem. Men man skal være opmærksom på, at mange dyre løbesko har en bedre støtte til foden, der kan være en fordel, specielt hvis man er platfodet. Der findes flere forhandlere, der har løbebånd og kameraer, hvor man kan prøveløbe skoene, og se hvordan de sidder på foden. Hos Marathon Sport på Østerbrogade kan du også gå ind og få tjekket dine nuværende løbesko.
Inden man ligesom mig kaster sig ud i sidste øjebliks maratontræning, skal man sikre sig, at man kan løbe fem til ti kilpometer uden problemer. Sidste gang jeg var på et løbebånd, løb jeg tolv kilometer på en time. Det skulle kunne gøre det, selvom Brian Bådsbjerg anbefaler, at man løber udenfor, hvis vejret er til det.
»Så længe jorden er så blød, som den er på grund af den milde vinter, så er det bedre for benene at løbe på en sti eller i skoven, end på et løbebånd eller hård asfalt.«
Sidst jeg løb Maraton, havde jeg ondt i benene tre dage efter, og da endelig ømheden fortog sig i benene, fik jeg en overbelastningsskade i foden. Det vil sige, at jeg haltede i cirka en uge. Det var afgjort ikke sundt, og nogle vil hævde at maraton bare er en machodistance, der generelt ikke er sund for kroppen. Men det er noget vrøvl siger Brian Dåsbjerg:
»Det kan godt være, at selve løbet ikke er særlig sundt, men det er der mange ting, der ikke er. Træningen og livsstilen, der følger med, er enormt sundt,« siger Brian Bådsbjerg. Så nu er det bare om, at komme i gang.