Den argentinske fodboldtroldmand Diego Maradona er harmdirrende over, at den 34-årige Boca Juniors-stjerne Juan Roman Riquelme forlader den argentinske storklub.
Efter at have tabt finalen i Copa Libertadores udtalte Riquelme, at han "følte sig tom, og at han ikke havde energi" til at spille for Boca Juniors efter nederlaget. Men sådanne følelser har den tidligere landstræner intet tilovers for.
- Du kan ikke være tom, efter at du netop har tabt finalen i Copa Libertadores. Hvis du er tom, så er det bare at fylde tanken op, ræsonnerer Maradona ifølge AP til radiostationen Radio Metro i hjemlandet.
Maradona er kendt for sit glødende engagement i Boca Juniors, hvor han kom til som 21-årig og afsluttede sin karriere. Han mener, at Riquelme har svigtet størstedelen af landets befolkning.
- Det er ikke vigtigt for mig, om du ønsker at kæmpe med Maradona, men hvad du ikke kan gøre, er at være en forræder over for Bocas fans.
- Riquelme har forrådt 75 procent af landets befolkning, som er Boca-fans, siger den 51-årige argentiner.
Det er imidlertid uklart, om der ligger personlige stridigheder bag Maradonas angreb.
I sin tid som landsholdstræner overså han ofte playmakeren, som blev fravalgt til VM for to år siden.
I 2006 var Riquelme ellers med til at føre Argentina til kvartfinalen i VM under den tidligere træner, Jose Pekerman.
Ifølge argentinske medier skal Riquelmes næste klub findes i enten Kina eller Mellemøsten.
Han har spillet 51 landskampe og scoret 17 mål for Argentina.
/ritzau/