Det frustrerer i FC Nordsjælland, at holdet endnu ikke har vundet i Superligaens mesterskabsspil.
Mandag tabte holdet med 0-3 til FC København, og det er dermed blevet til tre uafgjorte og to nederlag i mesterskabsspillets første fem kampe.
- Vi vil bare rigtig gerne have den sejr. Vi venter på den. Vi har ikke vundet mod top 6-holdene endnu, men vi ser det som en motivation til at vinde den næste kamp og spille godt der, siger kreatøren Mikkel Damsgaard.
Topscorer Andreas Skov Olsen ærgrer sig ligeledes over, at det ikke er blevet til mere i de seneste kampe.
- Det er frustrerende. Især fordi vi har smidt det væk mange gange. Senest mod OB i fredags smed vi en tomålsføring væk på fem minutter. Det er skide frustrerende.
- Vi kan ikke gøre så meget ved det nu. Vi må bare se, om vi kan få en sejr i næste kamp mod FC Midtjylland. Det irriterer bare én jo længere tid, der går, siger Skov Olsen.
Flemming Pedersen overtog trænersædet i FC Nordsjælland før mesterskabsspillet, og selv om det ikke er blevet til en sejr i de fem første kampe, så ser han flere positive takter.
- Hvis man ser bort fra resultaterne, så har jeg faktisk fået en rigtig god start.
- Vi har været tæt på mod OB og Brøndby, hvor vi lige så godt kunne have vundet. Men fakta er, at vi ikke har vundet endnu, siger Flemming Pedersen.
Klubben går efter bronzen, men med seks point op til Esbjerg på tredjepladsen ser det svært ud, erkender Flemming Pedersen.
- Chancerne for bronze er minimale, som det ser ud nu, siger cheftræneren.
/ritzau/