Man kan ikke regne med, at sandheden om dårligt arbejdsmiljø og inkompetente ledere kommer frem i Arbejdstilsynets arbejdspladsvurdering - den såkaldte APV-undersøgelse.
En ny webrundspørge fra HK/Privat viser nemlig, at godt hver tredje adspurgte ikke har haft mulighed for at besvare undersøgelsen anonymt.
Det betyder, at cheferne kan kigge med, når ansatte skal afsløre deres syn på arbejdsmiljøet. Og det er et rigtig stort problem, mener June Halvorsen, arbejdsmiljøkonsulent i HK/Privat.
- Hvis de ansatte ikke kan svare anonymt, vil mange lægge bånd på sig selv af frygt for konsekvenserne. Medarbejderne skal være meget modige for at skrive, at den nærmeste leder er inkompetent og ødelægger arbejdsmiljøet, hvis chefen ved, hvem der svarer, siger June Halvorsen til HK/Privats eget nyhedsbrev.
Man kan derfor ikke bruge undersøgelserne til særligt meget, konkluderer hun.
- Det betyder, at man ikke kan regne med svarene i APV'en, og så bliver det sværere at gøre noget ved problemerne på virksomheden, siger hun.
Er undersøgelsen ikke anonym, råder June Halvorsen til, at man kun svarer på det, man også ville kunne sige til chefen. I stedet bør man gå til tillidsrepræsentanten, som så kan tage problemerne op med ledelsen.
Ifølge loven er der ikke krav om, at APV'en skal være anonym.