Mangel på viden svækker USAs rolle i Syrien

Obama-administrationen har svært ved at navigere i Syrien som følge af dårligt indblik, skriver avis.

Store huller i de amerikanske efterretningstjenesters viden om Syrien har svækket Washingtons forsøg på at få udvirket præsident Bashar al-Assads fald.

Desuden har amerikanerne også manglende forståelse for oppositionen og oprørerne, skriver avisen Washington Post.

Med henvisning til interviews med kilder i både amerikanske og udenlandske efterretningstjenester skriver avisen, at USA's spionage i de seneste måneder er blevet udvidet for at øge indsamlingen af efterretninger om oppositionsstyrkerne og Assads regime.

Men ifølge Washington Post betyder begrænsninger i efterretningsaktiviteterne, at det mest gælder om at overvåge aflyttet kommunikation og følge konflikten på afstand.

Derimod havde CIA en fremtrædende rolle med at indsamle efterretninger i Egypten og Libyen under de folkelige opstande i landene.

CIA har ifølge avisen ingen operationer på landjorden i Syrien og har kun få ved vigtige grænseposter. Dermed er CIA ret så afhængig af oplysninger fra Jordan, Tyrkiet og andre allierede i regionen.

- Manglen på efterretninger har også vanskeliggjort Obama-administrationens bestræbelser på at navigere i en krise, som kan styrke oprørsgrupper, der er imødekommende over for al-Qaeda eller militante islamister, skriver dagbladet.

Avisen oplyser, at beslutningen om at lukke den amerikanske ambassade i Damaskus tidligere i år har gjort situationen værre.

USA støtter ikke oprørsgrupper i Syrien med våben, men det har blandt andet sendt avanceret kommunikationsudstyr til landet.

Dette udstyr kan ikke aflyttes af regimet, men det menes dog, at CIA kan høre med.

CIA har ifølge den amerikanske avis også op mod en halv snes agenter ved den tyrkiske-syriske grænse for at hjælpe oppositionen med blandt andet medicin.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.