Blå mærker på kroppen, en forslået sjæl eller et brækket ben: Vold mod kvinder ser forskelligt ud. Men et nyt notat fra Børne- og Socialministeriet viser, at over halvdelen af de kvinder, der søger hjælp på krisecentre, har noget til fælles: De har været uden arbejde i gennemsnitligt fem år, når de beder om hjælp. Det skriver Politiken lørdag.
Samtidig er det kun ganske få kvinder, som længe har været udsat for fysisk eller psykisk vold, som har arbejde eller er i uddannelse. Det kan begrænse deres muligheder for at bryde isolationen. Endelig sker det ofte, at de, der har arbejde eller er i gang med en uddannelse, falder fra, fordi de mister jobbet, dropper ud af uddannelser og stopper sociale relationer.
Voldelige relationer kan give kvinderne ptsd, angst og depression – lidelser, der gør det endnu sværere at komme tilbage til samfundet og væk fra volden.
- Kvinder, der bliver udsat for vold, får ofte mere end blå mærker. For vold kan også give andre problemer og få kvinder til at isolere sig socialt. Af den nye analyse kan vi se, at en stor gruppe af kvinder på kvindekrisecentre både har voldsproblemer at kæmpe med og står uden arbejde, så de har svært ved at forsørge sig selv, forklarer børne- og socialminister Mai Mercado (K) i en mail til Politiken.
Regeringen har et mål om at få flere voldsramte kvinder i arbejde inden 2020. Og den nye analyse bekræfter, at det er et nødvendigt mål, mener ministeren.
- Jeg forventer, at voldsramte kvinder får den rigtige hjælp til at komme i uddannelse eller beskæftigelse i forbindelse med deres ophold på et kvindekrisecenter. Det følger vi tæt, og næste år kan vi for første gang gøre status for regeringens mål om, at flere personer udsat for vold i nære relationer skal i uddannelse eller beskæftigelse.
Notatet fra Børne- og Socialministeriet viser, at 55 procent af kvinderne på krisecentre i 2017 levede på midlertidige ydelser som kontanthjælp, dagpenge, sygedagpenge og barsel.
13 procent af kvinderne var på førtidspension, og kun 36 procent var i job eller uddannelse, skriver Politiken.
Politiken