Skrevet i samarbejde med Julie Ruby Bødiker
Viljen til at hjælpe politiet på vej i opklaringen af sagen om barneliget i Odense Å, som blev fundet tirsdag, er stor.
Kun et døgn efter, at det nyfødte barn blev fundet i en plastikpose i åen, har politiet modtaget hele 15 henvendelser fra personer med tip om, hvem forældrene kan være. Det oplyser kriminalinspektør Hermann Overgård, Odense Politi.
- Det er primært henvendelser fra lokalområdet, vi får. Det handler typisk om graviditeter, som man ikke lige har tjek på, hvad der er kommet ud af, siger Hermann Overgård.
Lige nu er fem mand afsat til at efterforske den tragiske sag. De følger op på de mange henvendelesr i håb om at finde frem til barnets mor. Og selv om telefonerne har kimet på politigården, opfordrer kriminalinspektøren enhver, der måtte have kendskab til sagen om at rette henvendelse til politiet.
Flere ting i posen
Liget af den nyfødte dreng blev fundet i en hvid plasticpose, da åen i forbindelse med en rensning blev tømt for vand. I posen lå desuden en sten med påskriften ’Undskyld. Hvil i fred. Mor og far elsker dig, min lille dreng’.
Hermann Overgård oplyser, at der lå andre genstande i posen. Hvilke vil han dog ikke afsløre af hensyn til efterforskningen.
Ifølge gårsdagens obduktion, har den 50 centimeter lange, mørkhårede dreng ikke været udsat for vold. Der kan være tale om en dødfødsel. Barnet skønnes at have ligget i vandet i nogle uger.