Hver syvende af de 700.000 danskere, der lider af smerter i leddene, må søge sig et andet job på grund af deres lidelse, skriver MetroXpress.
Det viser en undersøgelse, som er foretaget af Kompas Kommunikation for hjemmesiden www.aktiveled.dk , der udgives af virksomheden GlaxoSmithKline Consumer Healthcare - producent af smertepillen Panodil.
Ifølge Bente Daneskiold-Samsøe, der forsker i ledsmerter, er smerterne mest almindelige i nakke, skuldre, ryg og knæ, og det er oftest ældre mennesker, der rammes.
"Det er overvejende folk, der arbejder med ensidigt arbejde, der bliver ramt. Det er for eksempel kassedamer og hjemmehjælpere. Kroppen er ikke bygget til, at man skal sidde ved et kassebånd og løfte ting hen over kassebåndet dagen lang," siger Bente Daneskiold-Samsøe.
Merete Labriola, der er forsker i sygefravær på Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI), mener, at mange af opsigelserne kan undgås med den rette smertelindring og med en god dialog mellem ansat og arbejdsgiver om f.eks. aflastninger i det daglige arbejde.