De unge mennesker, der lørdag aften var taget til Umeå i Nordsverige for at høre rockbandet Mando Diao spille, fik en slem overraskelse, da gulvet brast sammen under dem og sendte en større flok ned i et mere end to meter dybt hul.
I alt blev 25 af de unge kørt på hospitalet med mindre skader. Tre personer fik alvorlige brudskader, fortæller en talskvinde fra Umeå Universitetshospital til det svenske nyhedsbureau TT.
En del af skaderne skete, fordi de unge landede oven på hinanden.
»Før ulykken mærkede vi, at gulvet gyngede under vores fødder,« siger en af de unge til TT.
Koncerten med Mando Diao gik for fulde huse, så der var mindst 800 personer i lokalet, da ulykken skete.