Omkring en tredjedel af parlamentsmedlemmerne i premierminister David Camerons regerende konservative parti stemte imod deres leder onsdag aften for at protestere mod hans holdning til Storbritanniens medlemskab af EU.
Cameron vandt afstemningen over EU-skeptikerne, men i et ydmygende nederlag for premierministeren blev han straffet af mange af sine egne.
De var utilfredse med, at Cameron ikke havde afgivet et løfte om en lov, der garanterer en folkeafstemning om det britiske medlemskab, da hans regeringsprogram blev offentliggjort i sidste uge.
I alt 130 parlamentarikere stemte mod regeringen. Over 100 af dem menes at være konservative, men det blev ikke umiddelbart offentliggjort.
De konservative har 305 medlemmer i parlamentet.
Antallet af medlemmer, der stemte imod Cameron, var større end ventet.
Den ikke-bindende resolution, som blev forkastet, udtrykte "beklagelse" over, at dronning Elizabeths nylige tale til nationen, som hun holdt på vegne af premierministeren, ikke indeholdt et løfte om at fremlægge et lovforslag om en EU-folkeafstemning.
Det, som blandt andet driver partiets EU-skeptikere, er den fremgang, som det højreorienterede og EU-fjendske parti Ukip havde ved lokalvalg tidligere på måneden.
De mener, at det er et signal til Det Konservative Parti om at melde klart ud, at Storbritannien skal forlade EU.
/ritzau/AFP