Efterdønningerne på orkanen Ida betød massive regnskyl i det nordøstlige USA. Således faldt der i New York-området alene mere regn i onsdags end der normalt gør i hele september. Indtil videre er over 60 personer meldt døde i alt, hvor de 46 er i New York alene.
Folk er bl.a. blevet fanget i deres kældre og biler, da en – som den bliver beskrevet af mange – "flodbølge" hærgede igennem især bydelen Queens. Andre beretter om metrostationer, som "blev til vandfald" og paniske scener, når folk prøvede at redde sig op.
Joe Biden var ude i går og rose byens beredskabsvæsen og politi for utrætteligt at redde folk fra katastrofen. Han har erklæret flere stater i undtagelsestilstand, som betyder, at de kan få statsstøtte til de massive regninger, der også er en del af efterdønningerne, når vejret er ekstremt.