Når lejere bliver smidt på gaden: Hvem er de så? Hvorfor bliver de det? Og hvad sker der med dem? Det giver en undersøgelse fra SFI - Det Nationale Center for Velfærdsforskning for første gang svaret på.
Ifølge undersøgelsen er det ofte er børnefamilier, der ryger ud. Faktisk er 43 procent af de lejere, der bliver smidt ud, familier med børn. Derudover ryger enlige mænd ofte på gaden, og unge uden uddannelse.
Årsagen er typisk rod i pengesager, lav indtægt og stor gæld. Og det uanset at 40 procent af dem der bliver smidt ud, faktisk er lønmodtagere.
Alvorlige følger for børnene
Ifølge forskningsassistent Gunvor Christensen har det alvorlige konsekvenser for børnene.
- Flere bliver for eksempel tvunget til at skifte skole, og det betyder, at de mister deres venner. Og de bliver ofte kastet ud i en omskiftelig tilværelse, siger forskningsassisten ved SFI - Det Nationale Center for Velfærdsforskning Gunvor Christensen i det seneste nummer af Social Forskning.
Ond spiral
Undersøgelsen viser også, at det langt fra virker disciplinerende, når lejere bliver smidt ud. De får hverken bedre hold på hverdagen eller økonomien. Faktisk bliver alting ofte værre.
Gunvor Christensen mener derfor, at der burde gøres mere for at forebygge, at lejere ryger ud af deres boliger. For eksempel ved at give kommunerne mulighed for at gå ind og administrere borgernes økonomi.
Gunvor Christensen mener desuden, at der burde blive fulgt op på, hvad det på lang sigt betyder for børn at miste deres hjem.
I 2002 blev 1.499 lejere sat ud af deres lejeboliger. I 2006 var tallet steget til 2.589.