Efter en lang periode med usikkerhed har alle betjente hos Fyns Politi fået besked på, hvilket job de fremover skal passe i den nyetablerede politiorganisation.
Og hele 83 procent af medarbejderne har fået opfyldt deres ønsker med hensyn til både arbejdsområde og geografisk placering.
Det er ledelsen hos Fyns Politi, der på baggrund af ønsker fra de enkelte betjente har haft opgaven med at lægge det store puslespil.
Et godt resultat
»Vi har opnået et resultat, som er bedre, end vi havde turdet håbe,« konstaterer vicepolitidirektør Arne Gram og fortsætter:
»Billedligt kan man sige, at skibet nu er bemandet på alle pladser og klar til efterårets jomfrusejlads.«
Også tillidsmanden for de fynske betjente er tilfreds med det resultat, der nu er kommet på plads.
»Alle har naturligvis ikke fuldt ud kunnet få deres ønske opfyldt. Men jeg synes, vi er kommet langt,« siger formanden for Fyns Politiforening, Hans Illum Hansen.
Nye muligheder
For tre procent af de fynske betjente har den store jobkabale vist sig som en fæl fiasko. De har hverken fået opfyldt deres ønske om arbejdsområde eller geografi.
Til det kedelige faktum siger Hans Illum Hansen.
»Vi må huske på, at en så stor organisation altid er i forandring og udvikling. Derfor vil der løbende opstå nye muligheder for alle.«