Hvert år, når sommerferien nærmer sig, kan de fleste mænd tydeligt se det for sig.
Sammen med konen – og måske børnene i bærestole – skal de udforske dybe grotter i Borneos tætte lavlands-jungle, klatre højt op over Andesbjergenes tinder eller trekke i dagevis blandt bjørne i det utæmmede Alaska,
Men sådan bliver det sjældent. De fleste mænd ender, hvor de plejer – på en overfyldt sandstrand et sted i Tyrkiet eller Grækenland, hvor kvinderne helst vil være.
»Mænd kan lige så godt acceptere, at kvinderne bestemmer alt, når det drejer sig om rejser, destinationen, udflugterne og selv maden på restauranten. Og hun får også hurtigt børnene med på sin side, når hun nævner strandkanten og den lækre børnepool. Manden kan allerhøjst få en enkelt dag på mountainbike, hvis han opfører sig ordentligt,« siger Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.
Et kompromis-eventyr
Hos Topas Adventure Travel genkender Jørgen Sølvsten Nielsen billedet af kvinderne, der sidder tungt på feriebeslutningerne, men han mener ikke, at mændene er totalt afskåret fra eventyr sammen med familien.
For et halvt år siden udviklede han et nyt rejsekoncept kaldet 'Adventure Luxury', hvor der både er plads til eventyr og luksus.
»Vi måtte erkende, at manden ofte taber feriediskussionen på gulvet og har derfor opfundet en rejseform, der forsøger at tilgodese begge parter uden at snyde hverken manden eller kvinden. Om dagen handler det eksempelvis om 'farlig' trekking på øde indonesiske øer, mens aftenerne og nætterne er præget af luksuøse overnatningssteder med velgørende bade og lækre gourmetmiddage, der taler til kvinderne,« forklarer Jørgen Sølvsten Nielsen.
Og han mener sagtens, at familier selv kan benytte kombiløsningen.
»Hvis man har god tid til at planlægge det, kan kompromiset faktisk blive meget bedre end den rendyrkede kajaktur i Canada eller strandferien i Sydfrankrig.«
Mænd bestemmer ikke
Indehaver af det lille eventyrrejsebureau Kipling Travel Lars Gundersen giver ham ret, men kvinderne bestemmer stadig, siger han.
»Vores erfaring er også, at hvis eventyrrejserne krydres med noget lækker luksus, så kommer kvinderne gerne med. Men manden kan stadig godt kan glemme alt om den tunge tur til Mt. Everest, hvis hans kone i stedet beslutter sig for, at Kilimanjaro-bjerget og den tilhørende safari er mere spændende,« siger Lars Gundersen.