Filmmanden Hans-Erik Saks, der var medforfatter og producer på den folkekære “The Julekalender”, er pludselig død i en alder af 68 år.
Det oplyser hans døtre i et opslag på Facebook.
- Vores elskede far, Hans-Erik Saks, er pludselig gået bort. Tirsdag den 10.12.24 sov vores højt elskede far ind i sit hjem i Skovshoved. Vi er i dyb sorg og savner ham hvert eneste sekund, lyder det i opslaget.
- Vores far var højt elsket af en masse fantastiske mennesker. Han var fyldt med kærlighed, humor, passion, og var det mest omsorgsfulde og kærlige menneske på denne jord. Han endte livet fyldt med masser af livsglæde og positiv energi helt til det sidste, lyder det videre fra de to døtre.
Hans-Erik Saks grundlagde Saks Film og TV i 1981. I starten producerede selskabet reklamer for virksomheder og stod blandt andet bag de berømte JYSK-reklamer med Lars Larsen. der sagde "Go’daw, jeg hedder Lars Larsen og jeg har et godt tilbud”.
Hans-Erik Saks skrev så sent som i lørdags en opdatering, hvor han roste den nye teater-opsætning af “The Julekalender”, der fik premiere i Herning i november, og som i julen 2025 kan opleves i Glassalen i Tivoli i København.