I 1982 havde de færreste hørt om Madonna, men Seymour Stein havde spottet en kommende stjerne og fik lokket hende til sit pladeselskab. Aftalen lød på 45.000 dollars for tre singler. Siden solgte sangerinden millioner og atter millioner af plader og forgyldte sin bagmand.
Nu er Seymour Stein død, han blev 80 år. Det skriver adskillige amerikanske medier.
Stein grundlagde Sire Records midt i 60'erne, pladeselskabet blev senere overtaget af Warner Bros Records, men Stein fortsatte ved roret.
Madonna var ubetinget hans største succes, men han har også arbejdet med bands som The Cure, Depeche Mode og Ramones.
Seymour Stein døde søndag efter længere tids kamp mod kræft. Han efterlader sig en datter, en søster og tre børnebørn