Hans tilstand er "alvorlig denne gang".
Det siger en talsmand for Sydafrikas regering om den 94-årige tidligere præsident Nelson Mandela, som lørdag morgen er blevet hasteindlagt på hospitalet med lungebetændelse.
- Situationen er alvorlig denne gang, men lægerne har forsikret om, at han har det bekvemt, siger Mac Maharaj, der er talsmand for præsident Jacob Zuma.
I en tidligere meddelelse fra regeringen hed det, at Mandelas tilstand var "alvorlig, men stabil".
- I morges forværredes hans tilstand, og han blev overført til et hospital i Pretoria. Hans tilstand er alvorlig men stabil, lød det.
Det er kun et par måneder siden, modtageren af Nobels fredspris sidst var indlagt. Efter 10 dages behandling dengang for lungebetændelse blev han udskrevet 6. april.
Mandela blev i 1994 Sydafrikas første sorte præsident.
Han førte an i kampen mod apartheidregimet, selv i den periode på mere end 25 år, hvor han sad fængslet.
Hans personlige historie og hans markante arbejde som præsident, der byggede på forsoning mellem gamle fjender, sorte og hvide, gør ham til en af det 20. århundreds største ledere.
/ritzau/AFP