De danske obligationsrenter havde pil opad mandagen igennem, efter at et rentehop i USA i Kr. Himmelfarts-ferien påvirkede positivt.
Øget fokus på aktier, der gav en pæn udvikling i Europa og USA i slutningen af sidste uge samt i Danmark mandag, og en positiv opdatering fra det amerikanske detailsalg var med til at understøtte udviklingen. Renten på den toneangivende, danske statsobligation med udløb i 2023 lukkede i 1,46 pct. - 8 basispoint højere end lukkeniveauet på 1,38 pct. onsdag.
På trods af de seneste rentestigninger vil tendensen dog næppe fortsætte, hvis ikke de økonomiske nøgletal samt økonomien i Europa og USA begynder at vise forbedring, vurderer Henrik Drusebjerg, seniorstrateg hos Nordea.
- På obligationsmarkedet er det svært at se en yderligere stigning i renterne på kort sigt, uden at vi modtager markant stærkere væksttal, skrev Henrik Drusebjerg i sin morgenkommentar mandag.
I løbet af eftermiddagen blev der taget hul på en større palette af nøgletal, der rammer handlerbordene i løbet af denne uge. Væsentligst var opgørelsen af det amerikanske detailsalg i april, der overraskede med en samlet stigning. Detailsalget steg med 0,1 pct. mod en ventet tilbagegang på 0,3 pct. ifølge økonomer adspurgt af Bloomberg News.
Udviklingen var tilmed endnu bedre end som så, idet tallet for marts blev korrigeret ned til et fald på 0,5 pct. mod tidligere opgjort minus 0,4 pct. ved samme lejlighed.
Tager man bil- og benzinsalget ud af regnestykket, var væksten i detailsalget på 0,6 pct. i april, og også det var bedre end ventet. Analytikerne havde sat næsen op efter en fremgang på 0,3 pct. Også her blev tallet for marts korrigeret ved mandagens opgørelse. På den post til en flad udvikling fra tidligere opgjort et fald på 0,1 pct.
I Italien var der også en vis rentebevægelse at spore mandag, efter at støvlelandet var en tur i markedet for at sælge statspapirer med udløb i 2016. Auktionen gik umiddelbart godt med en effektiv rente på 1,92 pct. - eller noget lavere end tilfældet var ved den seneste tilsvarende auktion den 11. april, hvor renten blev 2,29 pct.
Alligevel så der ikke ud til at være den store interesse for de 10-årige papirer i Italien, og renten på statsobligationerne med udløb i 2023 steg med omkring 8 basispoint til 3,97 pct. mandag.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk