Det danske obligationsmarked lå længe med rentestigninger, men renterne slog bak ud på eftermiddagen, da amerikanske nøgletal skuffede. Formiddagens handel var ellers præget af spekulationer om, at den amerikanske centralbank snart vil drosle ned for sine månedlige opkøb af amerikanske stats- og realkreditobligationer, fordi amerikanske økonomi og arbejdsmarkedet er i bedring.
Det udløste rentestigninger frem til kl. 16, da den amerikanske erhvervstillidsindikator for maj punkterede forestillingen om en snarlig tilbagerulning af Federal Reserves opkøb.
I USA faldt renten på den toneangivende 10-årige statsobligation med 8 basispoint efter nøgletallet til 2,09 pct. Den danske 10-årige rente bakkede fra i underkanten af 1,65 pct. til et slutniveau på 1,60 pct. Det var en stigning på 1 basispoint fra fredag.
Opgørelsen af den amerikanske erhvervstillidsindikator viste et fald til 49,0 i maj fra 50,7 i april, og lå dermed både under det neutrale niveau på 50 og endnu længere fra økonomernes forventning om en stigning til 51,0. ISM-målingen er samtidig den værste siden juni 2009, umiddelbart skidt nyt for finansmarkederne.
- Der er dog det aber dabei, at aktiemarkederne for indeværende i meget vid udstrækning er styret af udsigterne for den pengepolitiske stimulans, og tungen på vægtskålen vil efter det svage ISM-tal være en reduceret risiko for en hurtigere opbremsning i de kvantitative lempelser fra Fed - også afspejlet i faldende obligationsrenter - som kan holde hånden under aktiemarkedet, konstaterer Handelsbankens cheføkonom Jes Asmussen i en kommentar til tallene.
/ritzau/FINANS
Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk