Det danske obligationsmarked lagde ud med en mindre rentestigning mandag morgen og stabiliseret sig derefter uden udsving af nævneværdig grad. Dermed skyggede det danske marked udviklingen i Tyskland dagen igennem.
Den toneangivende, tiårige danske statsobligation, 3-21'eren, lukker mandag med en rente på 1,14 pct. eller 3 basispoint mere end ved åbningen og 2 basispoint højere end fredag.
- Der har ikke været nøgletal af betydning, men kun en bedre end ventet auktion fra Italien. Det har givet mindre udsving. Man ser frem mod de tal der kommer tirsdag, siger rådgiver Jesper Bamberger fra Nordea.
Der var da heller ikke meget at glæde sig over i mandagens marked. Globalt viste nøgletal for væksten i den japanske økonomi en skuffende udvikling i andet kvartal. Det japanske bruttonationalprodukt steg i andet kvartal ifølge en foreløbig opgørelse med 1,4 pct. opgjort på årlig basis. Der var ventet en fremgang på 2,3 pct.
Fra den hjemlige front gav en oversigt over sommerens økonomiske nøgletal udarbejdet af Danske Bank anledning til rynkede bryn hos bankens økonomer. Udviklingen i dansk økonomi er så svag, at Danske Banks cheføkonom, Steen Bocian, sætter spørgsmålstegn ved bankens vækstestimat, som blev fremsat i begyndelsen af juli.
Fra makrofronten var der kun sporadisk nyt i form af tyske engrospriserne som steg 0,3 pct. i juli efter et fald måneden før på 1,1 pct. Tirsdag kommer der til gengæld BNP-tal fra eurozonens andet kvartal og også det vigtige amerikanske detailsalg i juli offentliggøres.
/ritzau/FINANS
Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk