C20-indekset fortsatte opturen ind i det højeste niveau siden efteråret 2007 og steg mandag 0,42 pct. til 485,01. Novo Nordisk holdt indekset tilbage, mens der var pæne stigninger til nogle af de cykliske aktier, og kun fald til tre ud af 20 papirer.
Vestas fik den bedste start på ugen med en pæn fremgang på 3,3 pct. til 25,95 kr. Der var ellers fra morgenstunden hug fra norsk side, da analytikerne i DNB sænkede sit kursmål på Vestas-aktien til 40 kr. fra tidligere 60 kr. Men i løbet af dagen fik investorerne mod på vindmølleaktien og handlede den op til toppen af C20.
Der overtog den pladsen fra Pandora og Nordea, som ellers havde udgjort frontduoen det meste af dagen. Førstnævnte fik hævet sit kursmål en anelse af sidstnævnte, og de to aktier steg henholdsvis 2,9 pct. og 2,6 pct. i et marked, hvor risikoappetitten fortsat havde overhånden efter sidste uges og weekendens lovende udmeldinger fra den politiske top i Europa samt ECB-chef Mario Draghi.
Novo Nordisk fik også hævet sit kursmål af Nordea, der ser frem til medicinalselskabets halvårsregnskab 9. august.
- Nordea Markets venter et brag af et regnskab med imponerende høje vækstrater. Kan Novo Nordisk leve op til de forventninger, ser vi god mulighed for, at aktien vil sætte nye kursrekorder, skrev Nordeas aktierådgivere mandag morgen.
Banken har løftet sit kursmål til 1120 kr., hvilket er det højeste bud blandt de analytikere, der dækker Novo Nordisk. Det tidligere kursmål var 1064 kr. Novo-aktien steg 0,1 pct. og satte dermed lukkerekord for tredje handelsdag i træk - i øvrigt 28. gang i år, at aktien lukker i en rekord.
FLSmidth fik en ny servicekontrakt i Egypten på drift og vedligehold af en cementfabrik, der oprindeligt blev opført på baggrund af leverancer fra FLSmidths konkurrent, KHD Humboldt. Værdien af kontrakten offentliggøres ikke, men hos Nordea anslår man, at ordren er i størrelsen 1,1 til 1,3 mia. kr. Aktiemarkedet kvitterede med en kursstigning på 1,6 pct. til 366,60 kr. og dermed også en plads i den pæne ende af C20.
Carlsberg, der var blandt fredagens højdespringere, faldt meget af dagen, i takt med, at investorerne hev lidt af gevinsten hjem fra sidste uges fremgang, ikke mindst fredagens plus på 4,9 pct. Ud på eftermiddagen blev der dog igen købt Carlsberg-aktier nok til, at lukkekursen igen landede på 518 kr.
Uden for C20-indekset var der en fremgang på 8 pct. til SAS oven på regnskabet fra Air France-KLM, der var bedre end frygtet. SAS-aktien lukkede i 5,40 danske kr.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk