Det danske aktiemarked kunne ikke følge med de øvrige europæiske i mandagens handel. Det endte i minus herhjemme, mens de øvrige toneangivende indeks i Europa sluttede højere.
C20 Cap-indekset sluttede 0,01 pct. lavere i 564,43 med Novo Nordisk som betonklodsen, der tyngede eliteaktierne mod bunden.
- Danmark er underdrejet sammenlignet med Europa, og den helt klare årsag ligger et sted, nemlig hos Novo Nordisk. Det fylder meget, når en sværvægter falder så meget, siger Martin Munk, aktiehandler hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.
Novo Nordisk var negativt påvirket af en analyse fra Bank of America Merrill Lynch, der sænkede sin anbefaling af medicinalgiganten til "neutral" fra tidligere "køb", mens kursmålet blev skåret til 1035 kr. fra tidligere 1150 kr.
Den amerikanske bank er bekymret for, at storsællerten Victoza vil møde hård konkurrence fra Eli Lillys GLP 1-analog Dulaglutid, som selskabet vil præsentere data for til det kommende årsmøde i den amerikanske diabetesforening den 21.-25. juni. Bank of America skærer mere end 40 pct. af sit topsalgsestimat for Victoza.
Bankens nye estimater for Victoza er et salg på 11,9 mia. kr. i 2013 stigende til 14,3 mia. kr. i 2015, hvorefter salget stagnerer og senere falder til 11,9 mia. kr. i 2021. Tidligere estimerede banken en ubrudt vækst i salget af Victoza til 21,5 mia. kr. i 2021.
- Vi sænker vores estimater for Victozas topsalg til 12 mia. kr. fra 21 mia. kr. Vores estimater forudsætter nu lancering af Dulaglutid i 2015, hvorefter salget af Victoza vil være faldende kort derefter, skriver analytikerne Sachin Jain og Graham Parry i analysenotatet.
Det vakte bekymring blandt investorerne, der sendte Novo-aktien ned med 2,7 pct. til 907 kr.
Helt i den anden ende af skalaen fortsatte vindmølleproducenten Vestas med at levere betydelige udsving og steg med 4,3 pct. til 75,40 kr. Dermed kom Vestas igen tættere på dette års top på 85 kr. den 30. maj.
- Evigt volatile Vestas faldt i øjnene med positivt fortegn - igen uden de helt store selskabsspecifikke nyheder. Men aktien fortsætter med at være meget volatil, siger Martin Munk.
Vestas har igen fået gang i ordreindtaget, og det fik i sidste uge Sydbank til at skrue op for sine forventninger til Vestas' samlede ordreindtag i 2013. Banken venter nu en ordreindgang på 5600 MW mod tidligere ventet 5000 MW.
TDC nød positiv afsmitning fra sine europæiske kollegaer, der var blandt de mest stigende aktier overhovedet mandag. Begrundelsen kan sandsynligvis findes i, at den spanske regering ifølge avis El Mundo har blokeret amerikanske AT&T's 70 mia. euro store overtagelsestilbud for Telefonica, fordi selskabet anses som strategisk vigtigt for den spanske økonomi.
Det hører dog også med til historien, at TDC i længere tid har været presset og er faldet et godt stykke tilbage siden udgangen af maj.
- TDC har været meget hårdt ramt på det seneste, så det kan godt være et lille comeback, siger Martin Munk.
TDC steg med 1,5 pct. til 44,36 kr.
Uden for C20 Cap-indekset steg ejendomsselskabet Jeudan med 2,3 pct. til 535 kr. Jeudan har gennemført sin rettede emission med en fuldtegnelse og et bruttoprovenu på 565,5 mio. kr. til følge.
Denne uge byder desuden på en væsentlig begivenhed, når den amerikanske centralbank, Federal Reserve, holder rentemøde onsdag. Her vil markedet holde skarpt øje med centralbankchef Ben Bernankes retorik i retningen af, hvornår der eventuelt skal skrues ned for lempelsesprogrammet QE3.
- Markedet kigger frem mod onsdag og Bernankes tale. Hans signaler vil blive fulgt tæt, men vi hælder til, at det bliver lidt mere moderat denne gang. Vi tror, at talen vil pege i retningen af, at økonomien fortsat skal stimuleres, siger Martin Munk.
/ritzau/FINANS
Mikkel Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk