Efter at være trukket i ottende rekord i år af blandt andre Novozymes mandag kan de gode takter fortsætte i aktiemarkedet tirsdag. Måske med Novo som trækhest. Tirsdag er der dog umiddelbart lagt op til en stille og rolig dag uden det store på dagordenen, og forventninger til, at amerikanerne vil få løst problemerne med sit gældsloft, vil stadig have markedsfokus.
Den britiske aktiefuture indikerer en åbning i London i omegnen af 0,1 pct. højere. Også i Asien er udsvingene beherskede, om end Bank of Japans pengepolitiske kommuniké skabte en del uro, inden markedet stabiliserede sig.
Det danske C20-indeks lukkede mandag med en stigning på 0,9 pct. til rekordniveauet 534,77.
Novo Nordisk har fået europæisk markedsføringstilladelse til sine nye insuliner - det langtidsvirkende Tresiba og insulinmixet Ryzodeg. Selvom godkendelsen var ventet, må den vurderes som positiv. Lanceringen af Tresiba vil blive indledt i Storbritannien og Danmark i første halvår og i andre europæiske lande senere i 2013 og i 2014. Ryzodeg vil komme på markedet cirka et år efter Tresiba. Novo Nordisk steg 0,8 pct. til 990 kr. mandag.
Det tidligere søsterselskab, Novozymes, kan fortsætte i investorernes søgelys efter en stigning mandag på 7 pct. efter et bedre end ventet regnskab i hvert fald for så vidt angik selskabets langsigtede forventninger ifølge SME Direkt, så analytikerkorpset under et skal ud og opjustere deres estimater. Aktien lukkede i 172 kr. - omkring 9 kr. fra det højeste niveau nogensinde.
Opmærksomheden på Danske Bank, der er i mediernes og kundernes søgelys, efter annonceringen af selskabets abonnementordning for kunder, vil fortsætte tirsdag. Banken er fortsat i overskrifterne efter indførelsen af sin nye prispolitik. 56 procent af Danske Banks kunder - i alt omkring 2 mio. - overvejer at skifte bank. Det viser en måling, som Megafon har lavet for TV2. I Danske Banks hovedkvarter håber man på at kunne overbevise kunderne om at blive i banken. Jyllands-Posten fokuserer på, at Danske Banks hjemmeside kortvarigt blev lagt ned mandag. Børsen kan oplyse, at konkkurrenterne hos Nordea oplever travlhed og scorer på Danske Bank initiativet.
Nordea rykker i øvrigt aktiens anbefaling ned til "køb" fra "stærkt køb".
Danske Bank-Aktien faldt 0,7 pct. mandag til 108,2 kr.
Carlsberg kan få opmærksomhed fra "trading updaten" fra SABMiller, der konkkurrer med Carlsberg på nogle markeder blandt andet Europa og Asien. Salget steg 1 pct. i mængder i Europa og faldt 1 pct. i Asien. Dog med 3 pct. på det vigtige kinesiske marked grundet en kold vinter. Carlsberg lukkede mandag i 573 kr-.efter et fald på 0,3 pct.
Bavarian Nordic skal på direktørjagt. Der søges en ny chef til selskabets cancerdivision i Californien. Den tidligere direktør for området, Reiner Laus, fratræder sin stilling med øjeblikkelig virkning. Bavarian lukkede mandag i 49,2 kr. efter et fald på 1,2 pct.
SAS fløj mandag i investorernes fokus efter to modsatrettede kursmålsjusteringer. Citigroup løftede anbefalingen af aktien til "køb" efter flyselskabets restruktureringsplan. Citigroup ser SAs fusineret med en af de tra store konkurrenter i Europa - Lufthansa, Air France-KLM og BA. Samtidig fik SAS sænket sit kursmål til 7,48 skr. fra 11 skr. af Nomura. I København steg aktien 13,8 pct. til 9,9 kr., hvilket bragte årets stigning op på 48 pct.
/ritzau/FINANS
Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk