Mandagen er en sort dag. Det er her, de dårligste biler, køkkenmaskiner og meget andet produceres. Det siger i hvert fald et mundheld.
Men hos Odense Brandvæsen er mandskabet ikke i tvivl.
»Mandagen er den farligste dag. Og jeg tror, vi vil se det samme mønster for ulykker. Men jeg kan ikke umiddelbart give nogen forklaring,« lyder det fra Peter Staunstrup, chef for Odense Brandvæsen.
»Men det kan jo være, at det er den med, at mandag bare er en sort dag for os alle,« tilføjer han.
Modsat mandag kan man sove trygt natten til torsdag. Denne dag er er der nemlig langt færre brande i Odense.
Over en fireårig periode har brandvæsnet registreret 505 udrykninger på mandage, mens der kun har været 455 udrykninger på torsdage.