Er det ikke skønt at flå den weekendtrætte krop ud af sengen og over på arbejdet sådan en mandag morgen? Jo, det er det faktisk, viser en ny britisk undersøgelse. For to ud af tre er det en ren nydelse at vende tilbage til kontoret efter en kaotisk weekend, skriver Sky News.
Mest positive er de mennesker, som arbejder for små virksomheder, viser undersøgelsen, der er foretaget blandt tusind britiske arbejdere af firmaet Chiumento.
Arbejdernes svar viser også, at det er en rigtig god idé at skifte arbejde en gang imellem. De, som bliver ramt af kontorangst søndag aften, har nemlig oftest siddet længe i det samme job.
»Selv om lønmodtagere generelt er positive i forhold til mandage, er manglen på engagement hos de ansatte stadig et problem for mange virksomheder, siger koncernchefen Sarah Chiumento til Sky News.
For mange passer ovenstående undersøgelse måske ikke så godt med den følelse, de har, når numsen rammer kontorstolen mandag morgen. Men hvis kreativiteten ikke er i top, er det ikke dagen, men tidspunktet, den er gal med. Undersøgelser viser nemlig, at vi får vores bedste idéer om formiddagen – helt præcis klokken halv elleve, i gennemsnit altså. Så der er ingen grund til at stresse, hvis det tager lidt tid at komme i gear.