Fremtiden for det efterhånden verdensberømte hus på Jagtvej 69 bliver afgjort i denne weekend, og resultatet af denne afgørelse bliver offentliggjort på et pressemøde kl. 10 på mandag.
Det oplyste lederen af den kristne sekt Faderhuset, Ruth Evensen, til TV 2 News lørdag eftermiddag.
»Det er en beslutning vi træffer her i weekenden. Det er klart, at det ikke ser godt ud. At huset er i dårligere stand, end vi havde forestillet os. Men den endelige beslutning er ikke truffet,« sagde Ruth Evensen.
Hun oplyste desuden, at hun havde forsøgt at komme i kontakt med advokat Knud Foldschack fra fonden Jagtvej 69 for at aftale, hvordan de unge kunne få de ejendele, der var efterladt i Ungdomshuset, tilbage.