En 36-årige australsk mand vågnede tirsdag morgen op med lidt mere end normale tømmermænd.
Men selvom manden havde indtaget godt med 'pints' på pub'en mandag aften, var det ikke dem, der forårsagede den dunkende hovedpine. Nej, det var rideturen på en fem meter lang saltvands-krokodille ved navn 'Fatso'.
Manden havde nemlig i sin brandert besluttet sig for at trodse hegnet til krokodille-buret i et vildtreservat ved den nordvestlige by Broome, skriver eb.dk.
Om det skyldes, at manden tidligere på aftenen var blevet afvist på dansegulvet inde på pub'en vides ikke, men i hvert fald var det mandens plan, at han skulle have sig en sving-om med et af de store rovdyr.
Men heller ikke her var krokodillerne videre begejstret for at danse med den berusede mand.
"Manden kravlede først ind til en indhegning med to hunkrokodiller, inden han kravlede ind til den fem meter lange han-krokodille. Her blev han bidt i sit højre ben, da han forsøgte at sætte sig på ryggen af den. Det lykkedes ham at undslippe og komme tilbage til pubben, hvor en ambulance blev tilkaldt," siger en talskvinde for politiet.
Pubbens bestyrer, Mark Phillips, sagde efterfølgende, at manden var kommet tilbage med sønderrevet tøj samt et slemt tilredt ben, som krokodillen havde taget en luns af.