I en sag om trusler, som blev afgjort tidligere på ugen, havde Retten i Roskilde en usædvanlig afhøring af en forurettet.
Retten skulle nemlig afhøre en 22-årig dansk mand, som var rejst til Ukraine for at kæmpe i krigen, og som derfor ikke var dukket op i retten.
Men i stedet for at udsætte sagen lykkedes det politiet og anklagemyndigheden at opspore manden over sociale medier, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.
Derfor gav retten tilladelse til, at den unge mand alligevel kunne afhøres over en videoforbindelse fra Ukraine.
Hændelsen, som sagen drejer sig om, skete ved en skole i Ringsted i april 2020. En gruppe unge mænd - heriblandt den nu 22-årige mand - var på stedet.
Den 22-årige blev opsøgt af tre maskerede mænd. Ifølge politiet truede de den unge mand, efter at de havde haft en uoverensstemmelse. De skal også have løbet efter ham med en kniv.
Den forurettede stak efterfølgende af fra stedet.
Tre var tiltalt i sagen. Offeret udpegede to af de tiltalte, og et vidne udpegede den sidste.
De to, som den 22-årige mand selv udpegede, blev dømt i sagen. Den ene blev idømt 30 dages betinget fængsel.
Den andens straf blev ikke udmålt. Straffene blev forkortet, da der var gået lang tid siden, at hændelsen skete, fortæller politiet.
Begge de dømte er 21 år gamle og modtog dommen. Den tredje tiltalte blev frifundet, oplyser politiet.
/ritzau/