En mand forsøgte mandag eftermiddag at røve Sparekassen Thy på Bredgade i Hurup.
Det oplyser vagtchef Jørgen Jensen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Kort efter klokken 16 kom manden ind i pengeinstituttet og truede med en pistol. Muligvis kunne personalet se, at den var af plastik, for manden fik ikke noget ud af truslerne og forsvandt uden udbytte.
Imidlertid var han kommet kørende i sin egen bil, og derfor lykkedes det meget hurtigt politiet at anholde den mistænkte røver. Han blev standset på Oddesundvej i Koldby syd for Thisted.
Den mistænkte bankrøver er en 48-årig mand fra lokalområdet, der har over for politiet erkendt forholdet. Han fremstilles tirsdag i grundlovsforhør.
/ritzau/